Historien om Vejrø er lang og spændende! Den kan spores helt tilbage til Stenalderen, men den første ejer af Vejrø var Valdemar Sejr. Herefter fulgte en række konger og grever. Sørøvere indtog øen i 1400 tallet, og først i 1568 ved vi med sikkerhed, at Vejrø var beboet af bønder. Øens befolkning toppede i 1920'erne, hvor der var omkring 75 beboere, som i det væsentlige ernærede sig ved landbruget. Øen var udstykket i mange små ejendomme – ja et helt lille samfund, med både købmand, mejeri, smedje, skole og kirkegård.
Fra 1930'erne blev øen hurtigt fraflyttet, landbrugene blev sammenlagt på færre og færre hænder. Allerede i 70'erne var plantage og landbrugsdriften trods sammenlægning ikke længere rentabel. En storladen entreprenør anlagde havnen, lagde markerne sammen og forsøgte sig med jagtturisme og landbrug, men måtte opgive i begyndelsen af 80'erne. Herefter fulgte en kort periode helt uden fastboende på Vejrø der førte til stort forfald og decideret plyndring.
Nu er øen samlet på en hånd, og der arbejdes hårdt på at bringe Vejrø op på et nyt niveau.